Header

Hej sweeties. Ja, så skete det (endelig..). Jeg er tilbage. Det blev til en lidt længere pause end ventet, så jeg skylder jer en forklaring. Først vil jeg dog byde jer velkommen til min 'nye' blog, da jeg er landet hos Nouw.com. Jeg arbejder stadig på designet og på, at de gamle indlæg kan blive vist, så I må lige bære over med udseendet, indtil jeg er helt på plads ;-)


Nå.


Som de fleste måske ved, er jeg nu færdig med 2g og har sommerferie som så mange andre. Jeg er færdig med det hårdeste skoleår i mit liv, og jeg er så glad for at være kommet ud på den anden side. Uden at være droppet ud, haha. Jeg har knoklet og kæmpet mig igennem året, og jeg har ydet mit bedste og gjort alt, hvad jeg kunne for at få gode karakterer og positiv respons. Karakterer er jo alt i dagens Danmark, så vi alle ved, at kun et 12 tal er godt nok. Men lad mig sige det rent ud: jeg har ikke fået ét eneste 12 tal på trods af mit knokleri. Og så føler man sig ikke god nok. Er det ikke rigtigt? Jeg ved, jeg ikke er den eneste, der har det sådan, og det er helt forkert. Med alle de krav og forventninger, der er til os unge i dag, er det svært at leve op til det hele. Skolen er ikke altid retfærdig, det synes jeg i hvert fald ikke. For ja, jeg knokler, og når nogle kan sløve sig igennem skolen og ende med topkarakterer, bliver jeg skuffet. Så 2g var ikke lige min favorit. Jeg følte ikke, jeg lavede andet end afleveringer og lektier, og det gjorde mig til sidst så træt af det hele, at jeg ikke kunne blogge uden at skrive om, hvor øv skolen var. Nu glæder jeg mig til at komme i 3g. Det sidste år. Jeg vil fortsat blive ved med at kæmpe, men jeg ved også, jeg ikke skal bruge resten af dagene efter skole PÅ skole..


Det hele skal selvfølgelig ikke være negativt. 2016 har nemlig budt på en masse spændende ting. Jeg havde aldrig troet, at 2016 skulle blive så godt et år, for der har været mange øv ting, men der har også været nogle fantastiske ting, og det slipper I selvfølgelig ikke for at høre om.

Studieturen til London var klart højdepunktet i 2g. Udover det regnede, og vi ikke lavede andet end at rende på diverse museer, samt vi boede 12 piger sammen på et latterligt lille værelse med kun ét spejl, så var det en tur, jeg ikke glemmer. På trods af de mange skæve ting, hyggede vi os, for man har kun det sjov, man selv laver!

Ny, stor lejlighed er blevet en realitet. Da jeg stod in-the-middle-of-nowhere, 2-3 timer væk fra London, i byen Bath, hvor vi var inde og se endnu et museum, tændte jeg for mit internet på mobilen, da jeg vidste, jeg den dag ville få svar på lejligheden. Det væltede ind med beskeder fra min mor om, at den var i hus. Jeg skreg bare af glæde og hoppede og krammede med Silke, for det var drømmelejligheden. Så her bor jeg nu. Centralt, stort (at gå fra 24,7 kvm. til 74 kvm. siger vist det hele..), lyst og lækkert. Jeg elsker lejligheden, og jeg glæder mig sådan til at vise jer den.

Benji fyldte 1 år, hurraaa! <3 Lille Benner er blevet så stor, og I slipper ikke for billeder af ham, så det kan I glæde jer til..

Jeg har endelig fået mit kørekort, og det har været det længste og værste forløb (lidt ligesom 2g..), så det var dobbelt-øv med skole og kørekort oveni hinanden. Der skulle gå over et år, før jeg fik lov til at få det kørekort i hånden - det kørekort, jeg havde ventet så længe på og set frem til. Jeg kan dog stolt fortælle, jeg bestod teoriprøve og køreprøve i første hug, og det hjalp lidt på det hele, for så var der ikke noget nederlag dér. Så jeg suser rundt i Aarhus, kan I nok regne ud ;-)

Sommerferien kom, og jeg kunne lægge 2g. bag mig og se frem til mit sidste og forhåbentlig bedste år. Efter min sidste eksamen tog vi til Søndervig i sommerhus og derefter direkte til Madrid. Jeg elsker, elsker, elsker Spanien, og det var en virkelig god tur med en masse shopping, god mad og tan (eller bare solbrændt, hm..)! Efter Madrid nåede jeg lige at slappe lidt af, inden turen gik til Fanø. Jeg har aldrig oplevet Fanø før, men både min mor og mormor har haft gode stunder der, så jeg var meget spændt på at opleve en ny del af det danske. Og Fanø skuffede bestemt ikke! Vejret var så godt, så jeg fik mig endelig en god tan og nød bare, at det var rigtig sommer. I Danmark. Jordbær, gammeldags is, melon, ærter, ih, det var bare en skøn tur, hvor jeg kunne slappe af og nyde, at jeg havde ferie uden at tænke på noget som helst skole. Det trængte jeg til.

xoxo

​Translate the post right 
here if you want to.

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments